Find kærlighed i kaosset

Jeg synes nogle gange at udviklingen i vores familieliv tager en forkert vending. Det bliver sværere og sværere at finde tid i hverdagen til de små sammenbrud og diskussioner der også skal få lov til at fylde. Vi har ikke rigtig tid. Vi har ikke rigtig tid til at ikke passe ind i kassen. Vi står op, hiver børnene ud af sengen, spiser, tager tøj på og afsted til institutioner vi går. Og så er der hjem for at kæmpe of igennem ulvetimen og derefter marcherer vi direkte i seng. Nu er der vel egentlig ikke nogen der tænker på de små sammenbrud som kvalitetstid, men det er det faktisk. For det er i de små sammenbrud vi kan finde tid til hinanden, hvis vi bruger dem rigtig. De små sammenbrud i hverdagen er de vi bruger til at lære hinanden bedre at kende på. Om vi i stede for at møde dem som konflikter eller ulydighed, sætter os ned og lytter til hinanden, både voksne og børn, kan vi finde ud af hvordan vi kan finde den fælles løsning. Vi rykker os tættere på hinanden, og ikke mindst lærer vi vores børn nogle værktøjer der gør det nemmere for dem i det voksne liv. 

Ideen med de små sammenbrud er at vi ikke skal være bange for at græde. Gråd er en del af vores kommunikation og vores måde at få udløb for vores følelser. Vi skal ikke være bange for at være uenige. Børn må også godt være uenig. Selvfølgelig skal da få have sin egen mening, men de skal også kunne se at der går an at indgå kompromisser eller at man nogle gange bare må indse at i dag er der ingen kompromisser at hente og at man så må falle til ro med det der er. Ideen er selvfølgelig ikke at dyrke konflikten, ideen er at dyrke samarbejdet i at finde ud af hvordan vi løser konflikten. Det at vi tager tid til hinanden for at lytte og lære og rykke os. Virker det provokerende? Hvordan skal det gøres? 2 enkle trind: Sæt dig ned og glem tidsplanen. Du bliver lige så forsinket af at råbe og stresse som du bliver af at håndtere konflikten, fordi konflikten tilspidses af at man ikke lytter til hinanden. Jeg har haft stor succes ved at bare sætte mig ned når mine børn går i selvsving. Jeg behøver ikke nødvendigvis sige noget eller indgå kompromisser, men jeg skal være til stede. Jeg skal se, og høre og tørre tårer og kysse de små kinder. Jeg skal anerkende følelser og forklare at det stadig ikke er den retning vi skal i. Jeg siger ”det kan jeg godt forstå”, ”det var ærgerlig”, ”jeg kan se du er ked af det”, ”vi får snakke om det senere, nu skal vi faktisk ud af døren”. Jeg snakker med en rolig og afslappet stemme og jeg tror på at jeg som mor kan være det anker børnene kan støtte sig til, og trække i, og kramme på, og melde sin utilfredshed til. Et anker der er der hvor det altid har været, selv om man kæmper eller krammer.  

Bliver jeg nogle gange sur? Ja. Mister jeg besindelsen? Nogle gange, men de bliver færre og færre da jeg hele tiden øver mig på at håndtere konflikten med henblik på positive løsninger, i stede for at fokusere på at komme ud af konflikten eller at undgå den helt. 

Der er styrke i at kunne stå i stormens øje og stå fast, men alligevel være mild. Og der er så meget kærlighed i kaosset om man bare våger at kigge.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.